Om os

Peter… er selvstændig tømrer og afholder kurser indenfor træhåndværk gennem virksomheden Nordic Woodwork.

Han har gjort sig erfaringer på forskellige landbrug i Storbritannien, Spanien, Tyskland og Sverige. Han har desuden læst bredt indenfor feltet.

Han har desuden en bachelor i Journalism, Media and Cultural Studies fra Cardiff University, som vist var et skud ved siden af skiven, men som alligevel har gavnet på forskellige måeder.

Louise… er grøntsagsavler, men også danser og cirkussartis. Hun driver Sort Muld’s køkkenhave til daglig og er danselærer på Louise Dansestudie i Junget.

Hun har altid nydt at holde egen køkkenhave. Talentet for grøntsagsdyrkning er medfødt og  hun er velsignet med gode observationsfærdigheder, som er en hver gartners bedste værktøj.

Dyrkningssystem og etik

Vi har et mikrolandbrug. Virkelig mikro. I hvert fald i forhold til det gennemsnitlige landbrug: lige omkring to hektarer, hvoraf der dyrkes grøntsager på en halv (ca. en fodboldbanes størrelse). Men når man dyrker intelligent og bio-intensivt, så kan man få rigtig meget ud af hver kvadratmeter. Vi har en nøje planlagt vækstsæson, og vi høster flere gange fra det samme areal på én sæson. Planteafstanden er væsentligt reduceret, hvilket kan lade sig gøre, fordi vi kun arbejder med håndværktøj.

Vi dyrker efter alle økologiens forskrifter (og mere til), men vi er ikke certificerede. Både fordi certificeringen er lidt bøvlet – men mest fordi vores marked er lille og nært, så vi har tillid og gennemsigtighed som garanti for at vores grøntsager elskes op ad jorden med eftertanke og omhu. Vi bruger selvsagt ingen kemiske sprøjtemidler eller mineralsk gødning.

Næringsholdig jord giver næringsholdig mad

Vigtigst af alt dyrker vi en såkaldt ‘grave-fri have’. Det vil sige, at vi ikke vender jorden og derved forstyrrer det underjordiske biologiske liv. Det netværk og den sammenhæng som der bliver skabt over tid, øger nærings- og vandtransporten og har en masse andre fordele ifh. grøntsagsdyrkning. I stedet for at pløje kompost og møg ned i jorden, udlægger vi kompost på jordens overflade, som bliver trukket ned af orme, larver, biller og andre væsener. I kompost er næringsstofferne bundet bedre, og den har bedre vandoptagelse, hvilket minimerer udvaskning.

Dette er (den ikke-så-hemmelige) hemmelighed bag det hele.

Vi søger at have et alsidigt landbrug – og bestræber os på at vores landbrug skal komme flere til gode end bare os selv og vores kunder. Vi tænker fuglene, de flyvende og krybende insekter, sommerfuglene, musene og rævene ind i vores planlægning og valg af planter, buske og træer.

Kontakt os

Åbent efter aftale – bare giv et kald!:
Salg af planter, æg og grøntsager

Adresse
Savværksvej 10, Junget
7870 Roslev
Salling

info@sortmuld.dk